Vaskeri
Foreningen etablerede et fællesvaskeri i 1998 i kælderlokalet under Århusgade 25.
Vaskeriet består af to vaskemaskiner, en centrifuge og en tørretumbler. Bestyrelsen lagde stor vægt på maskinernes holdbarhed og kvalitet da vi skulle anlægge vaskeriet, og derfor endte vi med at investerer i nogle amerikanske industrimaskiner, der bl.a. bliver brugt på olieboreplatforme, på hospitaler og kommercielle vaskerier. Maskinerne er endog meget solidt bygget og det har indtil nu vist sig at være et korrekt valg, idet de stor set kører problemfrit.
Vi har bevidst fravalgt maskiner med mange elektroniske styrekomponenter og specialprogrammer, da vi har vægtet driftssikkerheden højere end mange programmuligheder og smarte knapper. Det betyder også at maskinerne måske ikke ser specielt fikse ud, men de virker.
Prismæssigt har vi valgt at holde vaskeudgifterne stort set til kostpriser. Dvs. at bestyrelsen har valgt ikke at lade vaskeriet være en decideret indtægtskilde for foreningen, men snarere et fælles gode. Det betyder også, at priserne indtil nu har været fasthold på det oprindelige lave niveau lige siden anlæggets etablering. Bestyrelsen vil fremover søge at holde det lave prisniveau, men justeringer af priserne i forhold til udgifterne kan forekomme.
Torsdag den 11.09.2014 bliver det gamle betalingspanel erstattet af et nyt. Det indebærer en lidt anden måde at håndtere betalingen på end hidtil. Nedenfor er der links til manualerne.
Rent praktisk administreres vaskeriet på den måde, at alle brugere udstyres med en vaskebrik, som skal anvendes til det nye betjeningspanel.
Hvis man mister sin brik, skal man orientere Bestyrelsen om dette, så vaskebrikken kan spærres og en ny bestilles.
Er man ny beboer, vil man få overdraget den tidligere beboers vaskebrik, men denne skal omkodes inden den tages i brug, for at forbruget kan registreres på den korrekte bruger. Omkodningen foretages af Bestyrelsen.
Med det nye betjeningspanel følger også en elektronisk reservationstavle. Denne tilgår man via hjemmesiden:
Af hensyn til de øvrige beboere, har bestyrelsen besluttet, at man ikke må benytte tørretumbleren efter kl. 22:00. Vask kan dog foretages døgnet rundt, om man skulle ønske det.
Husk at efterlade vaskeriet i pæn stand, og husk at tømme tørretumblerens filter efter brug. (Filteret sidder under selve tørretromlen– i den nederste del af kabinettet.)